Peter Schmeichel

”Ingen er større end holdet”. Det mener han, selvom han rager mere op end de fleste. Peter Boleslaw Schmeichel. Der er ikke mange, der har været større. Historien om en ganske almindelig dreng med lyst hår og store drømme. Drømme om en karriere indenfor fodbold. Det er ikke ualmindeligt. For dem er der mange af. Drenge med den slags drømme. Men han er ikke så almindelig. For han blev verdens bedste. Og dem er der som bekendt ikke så mange af.

 

Den bedste målmand i dansk fodbold gennem tiderne. En af de største profiler i dansk fodbold nogensinde. Men det var ikke alene en drøm – det var et mål. Den slags har han stillet sig selv masser af gange i en karriere, der blev mere fantastisk end selv den vildeste drøm. Peter Schmeichel har skreget og skrevet sig ind i historien. Med en fanden-i-voldsk attitude, målbevidsthed og klasse. Nu er det slut i den spilledragt, han allerhelst tog på.

 

Efter 14 år og 129 landskampe – og som vinder af så mange trofæer og titler, at han blev tvunget til at købe et større hus! Han har alle trofæerne i glasmontre. Store som små. Ikke for at prale, selvom der er grund til det. Men fordi de fylder så meget – i hans liv. Fidusbamsen fra skoleturneringen side om side med EM-guldet fra 92 og de håndfaste beviser på triumferne med Manchester United.

 

Blandt de største

I et rum ved siden af i den imponerende kælder, der læner sig op ad det eksklusive Cascais en lille times kørsel fra Lissabon, er der tapetseret. Ikke med hesian, ikke med blomstrede baner, men med målmandstrøjer. Alle de trøjer han har byttet sig til gennem den lange karriere. Store navne hænger slapt ned og dog ranke som bevis på, at han, ”The Great Peter”, har været med, hvor kun de absolut største har plads. ”Jeg har lavet det rum til Kasper (målmandens søn, red.). Men det vækker selvfølgelig mange minder, når jeg selv går rundt og kigger på trøjerne”.

 

Han kan være stolt i det rum. Men de trøjer han selv har afleveret hænger tilsvarende rundt omkring i en hel verden – og de gør ejermændene endnu mere stolte. Men uanset hvilken trøje man peger på og hvilken historie, der knytter sig til det, der engang var svedigt, så vender ”Den Store” hele tiden tilbage til den danske etter. ”Det har altid været stort at spille for Danmark. Det største. Og der vil naturligvis komme et savn. Jeg siger farvel til en slags familie. Men jeg har valgt – og jeg tror, jeg har valgt det rigtige tidspunkt. Beslutningen var stor – og svær. Men jeg har brugt meget tid på at tænke det igennem. Og da jeg ”postede” den endelige fax, var jeg ikke i tvivl. Selvom det gjorde ondt” siger Peter Schmeichel.

 

Han skal leve uden landsholdet, men med sin familie. Det valg har han truffet. Fordi han ikke kunne vælge sin klub, Sporting Clube Portugal, fra. Og så beholde landsholdet. ”Min familie har lidt afsavn i mange år – det har jeg også selv. Mine børn er vokset op, uden at jeg egentlig har opdaget det. Fodbolden har simpelthen krævet så meget tid. Og det har krævet både fysisk og psykisk at være, hvor jeg har været. Nu glæder jeg mig til at sidde afslappet på tribunen og følge landsholdet, som har en stor fremtid. Morten og Michael er det sublime par for dansk fodbold og vi har masser af talent stærkt på vej… men det bliver da mærkeligt ikke at være med!”.


En sand vinder

Han har været med fra start i 128 af de 129 landskampe! Kun mod Canada i en venskabskamp i 1989 startede han på bænken, men kom ind for Troels Rasmussen efter pausen. Fire gange er han skiftet ud – med skader. Peter Schmeichel har optrådt som anfører i mange landskampe – langt flere end de 29 han officielt har haft med ”bindet”. Men han har altid været holdets omdrejningspunkt – på grund af sin klasse, på grund af sin udfarenhed, på grund af sin størrelse i mere end én forstand og på grund af det billede, der blev tatoveret i hver eneste kamp.

 

Billedet af Peter Schmeichel med rynkede bryn og en helvedes stor mund. De frygtløse indgreb, de fysiske og dog smidige reflekser og de lange, skabende udkast. Og hans måde at læse en fodboldkamps udvikling på. Men nok mest for sin attitude. Altid rank ryg, altid lidt højere end han egentlig er, altid knejsende med fremskudt bryst. Det har lignet en osende arrogance, men det har handlet mest om selvtillid og et instinkt, der nægtede at være i taberens rolle. Han har råbt så højt og kraftfuldt, at tilskuernes larm blev reduceret til en kulisse. Så højt, at ænderne lettede i Fælledparken, mere på grund af Schmeichel end de stadige decibel fra den omkringkørende trafik. Et image – men sådan skulle det være. Ellers kunne han ikke fungere optimalt på banen. Et spørgsmål om engagement. Om at puste sig selv op til en maksimal præstation hver eneste gang, i hver eneste detalje.

 

Man kunne være for eller imod hans attitude – men man har aldrig kunnet være ligeglad med den, for den har været en stor del af ham selv. Og af de hold han har stået bag. Lige fra første gang han optrådte i den danske nationaldragt. En majdag for 14 år siden. ”Jeg glemmer selvfølgelig aldrig min landsholdsdebut. Det var med OL-holdet i Grækenland. Vi vandt 5-0, og der var 7 spillere fra Brøndby i truppen – kun én blev ikke brugt. Brian Laudrup!”. Lige siden har han været med – men fik først sit egentlige gennembrud ved EM-slutrunden i 1988. Da 80erlandsholdet skreg på fornyelse. Og indtil i dag 128 gange ”Der er et yndigt land...”.

 

”Det er altid noget helt specielt. Når jeg står der – specielt i Parken – og hører nationalsangen. Imponerende. Et kæmpe, kæmpe brus. I dag er jeg stadig berørt, når der synges. Men alligevel er jeg immun, fordi jeg kun tænker på kampen. Jeg er også ligeglad med tilråb. Der bliver råbt meget lort rundt omkring, men det har jeg lært at overhøre. Jeg er meget fokuseret på spillet, på holdet og min egen præstation”. ”Og Parken, eller Idrætsparken som det jo hed, har altid været den mest betydningsfulde hjemmebane for mig, selvom Old Trafford med United var mit teater. Der findes ikke noget større end at spille på Danmarks nationalstadion – og det er vemodigt at skulle spille der for sidste gang! Men jeg er også glad for og stolt over, at der blev plads til en egentlig afsked med Parken , landsholdet og det danske publikum. Jeg kan huske mit første møde med Idrætsparken. Som lilleput med Hero i KBUs pokalfinale. Et af de mange store øjeblikke i mit liv. Tænk, Idrætsparken! Vi tabte 3-4 til KB, okay – men de havde Michael Laudrup på holdet...”.

 

Topmotiveret legende

Tilbage til råberiet, som har undret en del, irriteret andre og imponeret de fleste. Fordi det tegner billedet af den topengagerede Schmeichel. ”I starten blev jeg forskrækket, når Peter råbte. Men efterhånden fandt vi forsvarsspillere ud af, at vi hele tiden blev holdt til ilden på grund af hans engagement. Hans målmandsspil og hans professionelle indstilling har stået bag den største periode i Manchester Uniteds historie – ingen tvivl om det” sagde den norske landsholdsspiller Ronnie Johnsen til undertegnede for et par år siden. ”Når jeg råber meget – og meget højt – så er det for at holde mig selv inde i en kamp, inde i en præstation. Husk på, at jeg som målmand ikke som de andre er med i spillet hele tiden. Der kan gå 10-15 minutter, hvor jeg ikke rører bolden – men jeg skal været 100 procent klar, når der endelig sker noget. Men det er også for at holde ”liv” i medspillerne. Vi skal alle være fokuserede hele vejen igennem. Ellers kan det være lige meget”.

 

At Tænke Sig – en morsom bagsidesag i dagbladet Politiken havde i april 1995 sin egen version af Peter Schmeichels dagbog apropros det med råberiet: ”Vækkeuret ringede alt for tidligt i dag, så jeg sparkede det ud ad vinduet, inden jeg begyndte at råbe af min kone. Men hun sov bare videre, så i stedet gik jeg ind og råbte ad børnene. Bagefter gik jeg i bad. Det lyder enormt godt, når man råber i et badeværelse… Efter træningen råbte jeg lidt ad bolddrengene, inden jeg tog hjem og drak et glas mælk. Det smagte forfærdeligt, så jeg råbte til min kone, at hun skulle lave noget kaffe. Hun påstår i øvrigt at jeg råber i søvne, men det kan vist ikke passe. Jeg har i hvert fald aldrig hørt noget”. (Citat At Tænke Sig, Politiken).

 

EM i Sverige er et godt eksempel på den alvor, der altid har præget Peter Schmeichel i fodboldmæssig forstand. ”På forhånd var jeg den eneste, der virkelig troede på det. Fordi jeg vidste, at er man topmotiveret og engageret, så er man et godt stykke på vej…”. Triumfen i 92 var ikke hans alene. Men han var en væsentlig medvirkende. Det vil en hel verden skrive under på. Der var mange store redninger undervejs. Straffesparket fra Van Basten og én-håndsredningen mod tyskerne. Men for Peter Schmeichel var der redningen!

 

10 meter udenfor straffesparksfeltet blev Effenberg på det nærmeste pakket ind af Henrik Larsen, Torben Piechnik og Lars Olsen. Effenberg kastede sig og fik prikket bolden bagom det det danske forsvar til en udækket Jürgen Klinsmann. Lidt desperat, men hamrende farligt. Kent Nielsen nåede ikke ind fra sin markering i venstre side, og Klinsmann var i en yderst gunstig position. Han hamrer bolden hårdt og fladt mod fjerneste stolpe fra kanten af det danske straffesparksfelt. Tiden synes pakket ind i en isblok. Vi taler om brøkdele af et sekund. Mirakuløst fik Peter Schmeichel reageret og behændigt smidt sine næsten to meter – hjørnespark! ”Jeg kan ikke forklare hvad der skete, og hvorfor det skete. Men der er ingen tvivl om, at dette var ”redningen” i mit fodboldliv...”.

 

Peter Schmeichel, institutionen i det danske mål gennem 14 år, spillede sin sidste landskamp mod Slovenien den 25. april 2005. Kåret som verdens bedste to gange, Europamester i 92, suveræn rekordholder på lands-holdet med 129 kampe, vinder af Champions League i 99, fem gange mester og tre FA Cuptriumfer i England med United, portugisisk mester med Sporting, fire gange dansk mester med Brøndby, årets spiller flere gange i Danmark og… vi kunne blive ved…


Side 1 af 2  næste