Flemming Povlsen
– gulddreng fra EM 1992

Husker du EM 1992, hvor Flemming Povlsen og resten af det danske fodboldlandshold vandt guld og gav hele nationen en kæmpe oplevelse? Hvis ikke har du sikkert set billeder af Flemming, der med tårer i øjnene løfter EM pokalen på Nya Ullevi Stadion i Göteborg.

 

Tusinder af danske pigehjerter bankede dengang for den hurtige angriber, der i hver kamp kæmpede en vis legemsdel ud af bukserne. Få år efter fik Flemming Povlsen en knæskade og måtte stoppe som professionel. Men Flemming elsker fodbold og er stadig aktiv på mange fronter.

 

Vi mødte Flemming, da han i 2005 igen repræsenterer Danmark i den rød/hvide-landsholdsdragt – denne gang på Oldboys-landsholdet.

 

Flemming, hvordan har det været at gå på fodboldpension?

 

"Jamen det var selvfølgelig meget svært. For mig var det ikke en beslutning, jeg selv kunne tage. Jeg stoppede af naturlige årsager, men derfor er det svært alligevel. Der opstår selvfølgelig et tomrum. Man havde opbygget sin identitet gennem fodbold og var konkurrencemenneske – skulle hele tiden bevise noget – og lige pludselig er det hele bare væk".

 

Hvad får du tiden til at gå med nu?

 

"Jeg er stadig inden for fodbold. Jeg er hjælpetræner i Horsens AC og sportschef på en fodboldkostskole i Grenå, hvor vi har en flok drenge, der træner en masse fodbold, mens de går i 10 klasse og bor på skolen. Derudover er jeg fodboldtræner i en lille klub, Lyseng IF. Jeg træner det pigehold min datter går på. Jeg er også såkaldt fodboldekspert på TV2. Så mit liv er stadig fodbold, og det er jeg glad for. Det er det miljø, jeg godt kan lide at være i!"

 

Side 1 af 2  næste