De 25 bedste landskampe

DFA-nomineringerne

Danmark – Tyskland 2-0 26. juni 1992

Den 26. juni 1992 blev en af de dage, hvor fodbolddrømme og virkelighed smeltede sammen til en fælles dansk eufori – en af de dage, hvor du ved lige præcis, hvor du var, og hvad du lavede…

Sensationen stod for døren, da de danske drenge mødte Tyskland i den nu legendariske EM-finale i 1992 i Sverige. Euforien og forventningerne var enorme, da Nya Ullavi i Göteborg den 26. juni bød på en fodboldfest af de helt store. Alt kunne ske! Og i det 19. minut skete det. Tilrejsende danske fans kunne således bryde ud i jubel, da John ’Faxe’ Jensen ’ramte den lige i røven’ – 1-0 til Danmark. Med efterfølgende fantastiske redninger af Peter Schmeichel ’nu med en hånd’ og Kent Nielsen på stregen blev det danske fodboldeventyr en realitet, da Kim Vilfort 10 minutter før tid scorer sidste mål i kampen – 2-0 til Danmark, og de danske ’feriedrenge’ blev europamestre. Danmark var i fodboldeufori. Sagt på denne måde af Flemming Toft:

”Franske Jacques Delors, hollandske Van Basten og Fantastisk og hvad de hedder. Og tyske Helmut Kohl, som vi nu gør ice-kohl. Det er ikke til at tro på. 2-0 til Danmark og vi er tolv minutter fra EM-triumfen!”

Danmark–Holland 2-2 (5-4) 22. juni 1992

På stadion og hjemme i de danske hjem stod tiden næsten stille, da Kim Christofte som sidste dansker skulle sparke straffespark efter en nervepirrende kamp i en EM-semifinale, der havde alt. Efter 2-2 i ordinær spilletid er det en straffesparkskonkurrence, der skal afgøre om Danmark for første gang i historien kvalificerer sig til en EM-finale. Peter Schmeichel har taget hollandske van Bastens spark og det hele kan afgøres med det sidste spark. Christofte sparker……og med ét bryder jublen løs hjemme i stuerne og på tribunerne i Göteborg. Danmark, der såmænd var med på afbud, var kommet igennem gruppen med hiv og sving, og stod nu i den første danske EM-finale nogensinde. Kampen bød fra start- til slutfløjt på masser af spænding, to scoringer af ’Store Larsen’ og en målmandspræstation af Peter Schmeichel, der bare gjorde forskellen.

DK – Sovjet 4-2, 5. juni 1985

Danmark-Sovjet er en af de fodboldkampe, der havde alt, en fantastisk fodboldkamp skal have. Den danske dynamit eksploderede denne solbeskinnede Grundlovsdag i 1985 i den gamle Idrætspark, hvor Sepp Pionteks drenge vandt sensationelt 4-2 over den gamle Østmagt, der på det tidspunkt var en stor fodboldnation. Dermed skrev dynamitdrengene med Morten Olsen i spidsen sig ind i den danske fodboldhistorie. Det var et dansk landshold, som ingen kunne hamle op med på de bedste dage. En kamp, der bød på 90 minutters fantastisk fodbold fyldt af spænding og lækre detaljer og fire danske kasser fra Michael Laudrup og Preben Elkjær. Det var ganske enkelt en af de dage, hvor alt bare gik op i en højere enhed.

Danmark-Uruguay 6-1 8. juni 1986

Lodtrækningen var ikke med Danmark før VM-debuten i Mexico i ’86. Gruppe E, der hurtigt blev døbt til ’dødens pulje’, bestod af Skotland samt de to verdensmestre Tyskland og Uruguay. Efter at Preben Elkjær havde sikrede en dansk sejr i VM-debuten mod Skotland, stod Danmark fire dage senere overfor de regerende Sydamerika-mestre leverede en landskamp til historiebøgerne. Verona-angriberen Preben Elkjær scorede sit andet hattrick på landsholdet, og en U/21-årig bold-virtuos , ved navn Michael Laudrup kronede en fantastisk kamp med et graciøst mål, hvor han i perfekt balance strøg mellem to sydamerikaner, fintede målmand Alvez og placerede bolden midt i målet til dansk 3-1 føring.

Danmark vandt kampen 6-1, og blev efterfølgende fejret af 3.000 ellevilde medrejsende danske fans, og kunne dagen efter nyde den linde strøm af superlativer, som den internationale presse strøede ud over det danske landshold.

Danmark-Nigeria 4-1 28. juni 1998

Luk øjnene. Lad tankerne glide tilbage til verdensmesterskaberne i Frankrig i 1998. Mon ikke de første billeder, der toner frem, er en 16 sekunders sekvens af en af de flotteste mål, der er scoret af et dansk landshold? Der er spillet 59 minutter af VM- 1/8-delsfinalen mod Nigeria. Danmark har allerede spillet sensationelt foran 77.000 mennesker på det imponerende, nybyggede Stade de France og er helt fortjent kommet foran på to hurtige mål af Peter Møller i det 3. minut og Brian Laudrup 9 minutter senere. Men det er storebror Michael Laudrups genistreg i det 59 minut, som de fleste husker bedst. Efter en lille dribletur kigger Laudrup den ældre væk, men lobber med en følt kattepote bolden til netop indskiftede Ebbe Sand, der er løbet i dybden. Sand header bolden skråt frem, tager et par træk og sparker bolden i mål efter blot 16 sekunder på banen. Verdensklasse.

Målet var symptomatisk for kampen, som Danmark vandt 4-1. Og kampen viste, at når fodbold er bedst, så er det meget mere end fodbold.