#11, Danmark 5-3 Italien, 5. august 1948

Når samtalen falder på OL-bronzemedaljerne fra 1948, så tror de fleste, at de blev opnået efter en 5-3 sejr over Italien. Men, det er forkert. Det er korrekt, at Danmark vandt 5-3 i bronze-kampen, men det var nu mod værterne fra Storbritannien. Næ, kampen mod Italien var kvartfinalen, men den har fået legende-status som følge af, at ”Lange John” Hansen fra BK Frem scorede fire af Danmarks fem mål samt fik italienernes øjne op for de talentfulde danske fodboldspillere (samt, det skal retfærdigvis nævnes, også det svenske landshold, som vandt OL-turneringens guldmedaljer).

 

Dog skal vi også have manet i jorden, at John Hansen blev solgt til Juventus FC straks efter OL. Det passer heller ikke. Det var først i november 1948 – altså midt i sæsonen – at Torino-holdet sikrede sig den danske målmaskine (i øvrigt for næsen af bysbørnene fra AC Torino). Prisen – som de fleste husker korrekt – var kr. 111.111,11.

 

Selvom det italienske hold ikke bestod af de bedste spillere fra 'serie A', men primært et ungt hold, så var de professionelle sydeuropæere tårnhøje favoritter inden kampen.

 

Den første halve time gik med, at italienerne fik indstillet kanonen, men ”Er du mæ’, Eigil” Nielsen i det danske mål var på pletten. Og så meldte John Hansen sig.

 

Det havde småregnet det meste af dagen, så Highburys nylagte og velplejede græs var formidabelt til ”hurtige” bolde i det våde underlag. Målet til dansk 1-0 føring kom efter et indlæg og hvor John Hansen pressede sig foran sin oppasser, Tommaso Maestrelli, og headede bolden nedad i græsset, og den italienske målmand havde ingen chance for at nå den. Stillingen holdt halvlegen ud.

 

Det var i sig selv sensationelt, at Danmark var foran mod Italien, og vi kunne forvente et stærkt pres fra begyndelsen af 2. halvleg. Det kom også – sammen med mere regn.

 

Efter blot godt tre minutter udligner italienerne, men istedet for at hænge med hovedet, så svarede Danmark igen med en vaskeægte mål-perle. Efter et udspark fra Eigil Nielsen forlængede Carl Aage Præst bolden fra midten og ned for fødderne af John Hansen, der fra kanten af straffesparksfeltet huggede bolden langs jorden på tværs uden at Giuseppe Casari kunne nå at opfatte skuddet. 2-1. Et kvarter senere udlignede italienerne igen.

 

Med et kvarter tilbage fuldbyrder John Hansen sit hattrick, men italienerne svarer igen, og med 10 minutter igen står kampen 3-3! John Hansen knækker den italienske gejst efter udligningen med sit fjerde mål, inden Johannes Pløger lukker kampen med vort femte mål.

 

Gunnar 'Nu' Hansen formidlede kampen via radioen, og jubelen ville ingen ende tage. Udover, at stort set hele OL-holdet inden for et år var solgt til italiensk fodbold, og landsholdet dermed ”sprængt” grundet den daværende amatør-indstilling, så betød det også, at københavnsk fodbold, især KB, havde udspillet sin rolle, og jysk fodbold tog over.

 

Men, se det er en helt anden historie ...