#10, Danmark 2-2 England, 22. september 1982

Hvornår begyndte dansk landsholdsfodbolds nyere storhedstid? Det er en ligning med mange ubekendte, og der findes sikkert lige så mange svar, som der findes interesserede.

At denne kamp mod England er med i Top-10 er et udtryk for, at hører med i den absolutte top, hvad angår forvandlingen, som fandt sted i begyndelsen af 1980erne – som funktion af den forhåndenværende talentmasse, Sepp Pionteks fodboldfilosofi, indførelsen af Betalt Fodbold samt brugen af succesfulde udlandsprofessionelle i stor stil.

Selvom Danmark havde kvalificeret sig til – og deltog i – EM-slutrunden 1964, så talte den ligesom ikke rigtigt med, da det ikke var en ”rigtig” slutrunde med gruppe-spil, direkte TV-transmissioner fra de øvrige kampe i gruppen, etc.

Da kvalfikationen til VM 1982 i Spanien, trods enorm satsning, var glippet ”nu igen”, så blev forventningerne til deltagelse i EM 1984 mere afdæmpet. Kvalifikationsgruppen bestod af England, Grækenland, Luxembourg og Ungarn, og på papiret var England stor-favoritter, efterfulgt af Danmark.

Ræsonnementet var, at England ville (eller kunne) vinde alle sine kampe i gruppen samt at Luxembourg ville tabe alle sine. Derfor bestod opgaven stort set i at vinde sine hjemmekampe mod Grækenland og Ungarn samt få flere point mod England end disse to og så håbe på, at England faktisk snublede mod Danmark.

Vi havde netop været i VM-kvalifikationspulje med Grækenland, og tabte egentlig kvalifikationen med et 0-1 nederlag i København, eftersom vi ikke kunne passere bolværket Sarganis i det græske mål. Vi vandt dog returkampen, den sidste, ubetydelige puljekamp.

Ungarn havde vi ikke spillet mod i et årti, men de havde netop været med til VM i 1982, og havde bl.a. noteret sig for den hidtil største sejr i en VM-slutrunde, 10-1 over El Salvador.

Første kvalfikationskamp gjaldt England i Idrætsparken. Stemningen var intens, og selvom Trevor Francis tidligt i kampen overvandt den debuterende målmand, Troels Rasmussen, så bølgede spillet frem og tilbage. Midtvejs i 2. halvleg blev Jesper Olsen nedlagt i straffesparksfeltet, og Allan Hansen bragte balance i regnskabet fra 11-meter pletten.

Trevor Francis bragte med 10 minutter igen englænderne på sejrskurs, og de begyndte at køre sejren hjem. Det tænkte publikum også, at de skulle, så udvandringen var begyndt, da Danmarks sidste angreb blev ført op.

Jesper Olsen havde en evne til at spille bolden på den ”forkerte” fod, dvs ét trin før forsvaren forventede det, og fangede derfor ofte sin modstander på mellemhånd. I dette tilfælde Terry Butcher, der var sidste mand i det 90. minut og så Jesper Olsen stryge forbi ham og placere bolden under den fremstormende målmands-legende, Peter Shilton.

Med 2-2 og en forrygende afslutning efter en kamp af høj klasse var EM-kvalfikationen for alvor ringet ind, og dansk landsholdsfodbold var aldrig mere det samme.