DK-Tyskland 1992

#3, Danmark 2-0 Tyskland, 26. juni 1992

At henvise dansk fodbolds mest afstand største resultat til tredjepladsen på Top-25 listen vil afstedkomme protester – ingen tvivl om det.

Det er EM-historiens største sensation, Danmark har end ikke kvalificeret sig til slutrunden, men ender med at løbe med sølvtøjet – og det ikke blot efter at have besejret Verdensmesteren i finalen, men også ved, i de to sidste kampe før finalen, at vinde over de to seneste Europamestre, Frankrig og Holland!

Så hvorfor ikke ”Danmarks bedste landskamp gennem tiderne”? Fordi det danske spil var henholdende, taktisk klogt, beregnende og baseret på kontra-angreb.

Juni 1992 var på mange måder en bevægende måned for Danmark. Med kanon vejr!

Den 2. juni var der folkeafstemning om Danmarks tilslutning til Maastricht-traktaten, og trods meningsmålinger, der forudsage et ”ja”, så blev det altså et ”nej”, hvilket sendte EU- (eller EF, som det hed dengang) sammenholdet ud i dyb krise.

Grundlovsdag blev der således vendt op og ned på.

Et par dage senere, den 10. juni, var Danmark klædt på til fest, eftersom vort regentpar, HM Margrethe den 2. samt HKH Prins Henrik, fejrede sølvbryllup.

Dagen efter begyndte så EM-slutrunden i Sverige. Danmark var sluttet som nummer to i kvalifikationspuljen, efter Jugoslavien. På grund af borgerkrig, eller ”geopolitiske begivenheder”, som det hedder i dag, så besluttede UEFA at udelukke Jugoslavien og den 31. maj blev DBU så indbudt til at stille et landshold i stedet.

Legendarisk er interviewet med Flemming Povlsen, hvor han besvarer et spørgsmål om danskernes udholdenhed og manglende kamptræning med, at han ikke ser nogle problemer for holdet med at holde 90 minutter ... 30 mod England, 30 mod Sverige og 30 mod Frankrig!

Ligeså legendarisk er landstræner Richard Møller Nielsens fremtoning før hver kamp, og hvor han udtrykker, at han ikke kan love, at vi vinder, men han lover, at holdet vil kæmpe en vis del ud af bukserne for sagen ...

Efter jætte-indsatsen og det vanvittigt spændende opgør med straffesparks-konkurrence i semifinalen mod Holland, så blev finalen mod Tyskland lidt et anti-klimaks. Tyskerne var klart det stærkeste hold, men det danske havde dels et par individualister i Verdensklasse, dels havde vi en langt bedre taktisk forberedt landstræner – og så havde holdet også den frihed, som den manglende forventning trods alt gav. I Tyskland forventes det, især når finalen nu er nået, at holdet naturligvis vinder. Vi havde jo dårligt nok kommet os over semifinalen, da vi pludselig skulle forholde os til finalen.

Vor daværende udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, benyttede chancen til en lille, men signifikant, ændring af et kendt ordspil, da han – iført Roligan-halstørklæde – var på vej til et europæisk krise-topmøde: ”If you can’t join them, beat them!”

Og det gjorde vi så! Danskere i titusindvis havde valfartet til Nya Ullevi i Göteborg for at supportere de danske helte. Og skal vi ikke lige opremse dem ...:

Peter Schmeichel - Manchester United FC
Torben Piechnik - B 1903
Kent Nielsen - AGF
Lars Olsen - Trabzonspor KPK
John Sivebæk - AS Monaco (udskiftet i det 67. minut)
Henrik ”Store” Larsen - Lyngby BK
Kim Vilfort - Brøndby IF
John ”Faxe” Jensen - Brøndby IF
Kim Christofte - Brøndby IF
Brian Laudrup - FC Bayern München
Fleming Povlsen - BV Borussia Dortmund
Claus ”Kuno” Christiansen - Lyngby BK (indskiftet i det 67. minut)

Det tyske angreb, Jürgen Klinsmann og Karl-Heinz Riedle, forsøgte sig igen og igen. Peter Schmeichel stod sit livs kamp, og når han ikke boksede projektiler over målet eler greb bolde med én hånd, så reddede Kent Nielsen og Torben Piechnik boldene på stregen.

John ”Faxe” Jensen plejer at høvle boldene ud af stadion, når han skyder fra distancen, men den 26. juni 1992 ramte han den lige i r****, som han udtrykte det efter kampen. Efter en hård tackling på Andreas Brehme spillede Kim Vilfort med hælen til Flemming Povlsen, der sendte bolden bagud – og John Jensen huggede den ind bag Bodo Illgner i det tyske mål!

Den tyske fodboldmaskine kværnede og kværnede, men det var hele tiden mere af det samme, og den danske defensiv trevlede gang på gang angrebene op. Hvis det ikke gjorde, sog tog Schmeichel sig af sagerne.

Med 12 minutter igen headede indskiftede ”Kuno” bolden frem til Kim Vilfort, der – måske med ”en lille hånd”? – får bolden med sig, og støder den i mål til 2-0. Huttelihut, og Danmark var pludselig Europamester i fodbold!

En sensationel udgang på turneringen, en fantastisk holdindsats, og nu kronen på værket, takket været Schmeichel, Laudrup, ”Store”, Richardo – og alle de andre, vi kom på fornavn med. Sikke dage ...