DK-Uruguay 1986

#2, Danmark 6-1 Uruguay, 8. juni 1986

Efter de glade dage i 1984 kvaliferede Danmark sig for første gang til en VM-slutrunde, som blev afholdt i Mexico i maj-juni 1986.

Vi blev placeret i ”Dødens Pulje” med Skotland, Uruguay og Vesttyskland. Kampene blev – af hensyn til det europæiske TV-publikum – spillet midt på dagen i Mexico, hvilket fik temperaturerne på banen til at være mellem 40 og 50 grader celcius. I det mindste var de skotske og vesttyske spillere heller ikke vante til sådanne forhold, og da Uruguay på samme tid havde vinter, så var der håb om, at vejret ikke skulle spille ind på puljekampene.

Den første hurdle stod Skotland for. Lutter spillere fra TVs Tipslørdag stillede op for skotterne, men med Preben Elkjærs genistreg vandt Danmark med 1-0 og fik en perfekt start på sin allerførste VM-kampagne.

Kampen mod Uruguay er ikke kun gået over i historien på grund af resultatet. Det var én af de dage, hvor alt gik op i en højere enhed for ”Danish Dynamite”. Sydamerikanerne gik til makronerne, men heldigvis lod det danske hold sig ikke lokke i fælden. Vi spillede vort eget spil – og sikken opvisning.

Preben Elkjær scorede hattrick, og åbnede for slusen allerede efter 10 minutter. Et mål på en aflevering fra Michael Laudrup og nærmest en kopi af sejrsmålet mod Skotland.

Efter lidt mere end en kvarter bliver først Michael Laudrup så Frank Arnesen slagtet af Miguel Bossio, der helt korrekt udvises. Det gav mere plads til de danske spillere, men de så nu ud til at kunne gøre, hvad der passede dem den dag.

Søren Lerby scorede til 2-0, hvorefter Uruguay – lidt uforståeligt – fik tilkendt et straffespark lige før halvlegspausen. Enzo Francescoli reducerede, og nu kunne vi gå til pausen med Uruguay på vej tilbage i kampen. Troede de da.

For 2. halvleg blev en ren opvisning i dansk angrebsfodbold.

Gang på gang rullede angrebene hen over banen, og Michael Laudrups mål til 3-1 står som ét af de flotteste mål nogensinde scoret af et dansk landshold. Laudrup modtager bolden midt for Uruguays straffesparksfelt, finter et par forsvarere og støder dybt ind i feltet, hvor han afdribler målmanden, Fernando Alves, og placerer bolden i det tomme mål.

Preben Elkjær tager sig at 4-1 og 5-1, hvorefter den netop indskiftede Jesper Olsen fuldbyrder ydmygelsen af de forsvarende Copa America mestre.

Ikke blot resultatet men spillet og den sublime spil-forståelse mellem den erfarne Preben Elkjær og unge Michael Laudrup, var overdådigt.

Og kvalificerer til titlen som Danmarks næst-bedste landskamp gennem de første 100 år.