Allan Simonsen
Det var et fly af typen De Havilland 89 A

Flyulykken 1960

13 år efter Il Grande Torino styrtede i døden på Superga-højen og kun to år efter otte Manchester United-spillere mistede livet efter München-ulykken blev dansk fodbold også ramt af en fly-tragedie. Otte aktuelle og potentielle OL-landsholdsspillere – med en gennemsnitsalder på under 23 år – mistede livet ved en flyulykke under take-off fra Københavns Lufthavn den 16. juli 1960.

Tragedie for OL-landsholdet i 1960

Landsholdet havde kvalificeret sig til OL-slutrunden i Rom, der skulle indledes med en åbningshøjtidelighed den 25. august 1960.

Den daværende Udtagelseskomité havde på et af dens første møder på året revideret og besluttet at udvide bruttotruppen til OL-slutrunden til 36 spillere, som komitéens medlemmer ville følge tæt i forårets kampe, og som af landstræner Arne Sørensen ville blive ”underkastet en hård og systematisk træning”, som det fremgår af DBUs Årsberetning fra samme år.

Sammen med klubberne havde komitéen planlagt de mest optimale forberedelser i løbet af sommeren, hvor der ikke blev spillet mange kampe. Aktiviteterne var blevet indledt med en kamp mellem OL-landsholdet og Brasilien den 10. maj, som det sydamerikanske hold vandt 4-3. Derefter vandt landsholdet 7-2 over Grækenland i en venskabslandskamp den 3. juli.

Sidst i juni og i begyndelsen af juli havde Udtagelseskomitéen udtaget de 19 spillere, propositionerne for OL-turneringen gav mulighed for at stille med, samt otte reserver.

Den 13. juli havde OL-landsholdet spillet uafgjort 1-1 i en træningskamp mod Fremad Amager, og den efterfølgende samling i Jylland skulle indledes med en kamp mellem spillere i OL-truppen mod et kombineret B- og ungdomslandshold lørdag den 16. juli.

11 sjællandske og københavnske spillere samt en enkelt jysk spiller, som aftjente sin værnepligt på Sjælland, var blevet tilsagt til at møde i Københavns Lufthavn i Kastrup samme morgen. Af de 12 spillere var Per Funck Jensen, Børge Bastholm Larsen og Arne Karlsen udtaget til OL-truppen.

Alle tekster om flyulykken er skrevet af Lars Berendt

 

Side 1 af 6  næste