Landsholdsdragter

I landsholdets første 70 år var der ingen fast leverandør af tøj til spillerne. DBU købte derimod tøj og udstyr fra en række forskellige leverandører og producenter af fodboldbeklædning til landsholdet, i 1970’erne blandt andet fra de engelske producenter Umbro og Admiral.

 

I begyndelsen af det samme årti etablerede de tidligere håndboldlandsholdsspillere Jørgen Vodsgaard og Max Nielsen sig med Hummel, der oprindeligt var et tysk mærke, grundlagt tilbage i 1923, og købte senere retten til varemærket.

 

Op gennem 1970’erne og 1980’erne markerede Hummel sig stærkt på fodboldmarkedet med blandt andet den økonomiske involvering af landsholdsspillerne Henning Jensen, Allan Simonsen og Frank Arnesen. Det var derfor naturligt for DBU at indgå sin første leveringsaftale med netop Hummel.

 

Den første aftale, som var gældende fra 1. januar 1979, byggede på levering af beklædning indenfor nogle aftalte økonomiske rammer, hvilket reelt viste sig meget uhensigtsmæssigt. I slutningen af firserne blev aftalen derfor ændret til såkaldte 'maksimumleverancer' til DBUs forskellige landshold på daværende tidspunkt.

 

Hummel havde i perioder i firserne og halvfemserne også aftaler med blandt andet Real Madrid, Tottenham, Verona, Udinese, Benfica og Feynoord.

 

Aftale med Hummel udbygget gennem 25 år

DBUs aftale med Hummel blev gennem årene udbygget til at omfatte en dialog med spillerne og trænerne om udformningen af spillerdragterne, faste leverancer til hele DBUs organisation, royalties af salget af landsholdsdragten samt et årligt, kontant beløb.

 

DBUs sidste aftale med Hummel, der blev indgået i 1995 med mulighed for en option, som Hummel benyttede sig af i 2000, udløb den 30. juni 2004.

 

På det tidspunkt lå Hummels største markeder udenfor Danmarks grænser i primært Tyskland, Japan og Sydkorea, hvor virksomheden også ejer sit eget fodboldhold, Team Hummel Korea.

 

Hummel havde i 2004 kun aftale med et enkelt fodboldforbund, det litauiske, mens de danske klubber AGF, Frem, Silkeborg, AC Horsens, B 1909, B 1913, Vejle, Brønshøj og Ølstykke spiller i Hummel.

 

Adidas siden 2004

I juli 2003 indgik DBU i stedet en samarbejdsaftale med Adidas om levering af fodbold- og fritidsbeklædning til landsholdene og størstedelen af DBUs organisation for perioden 1. juli 2004 til 30. juni 2008 og senest forlænget til 30. juni 2012.

 

Aftalen omfatter blandt andet kamp-, trænings- og fritidstøj samt andet fodboldudstyr til DBUs 12 landshold samt forskellige leverancer til blandt andet talentprojekterne, DBUs børne- og ungdomsaktiviteter såsom DBUs Fodboldskole og uddannelsessektoren.

 

Da aftalen trådte i kraft efter EM-slutrunden i 2004 blev 5.000 beklædningsgenstande på DBUs lager udskiftet og startede en årlig leverance på 16.000 enheder alene til landsholdene og talentprojekterne. Dertil kommer yderligere 75.000 stykker tøj til DBUs mange børne- og ungdomsaktiviteter. Økonomisk er der tale om samarbejdsaftale, der er blandt DBUs absolut største.


Samarbejde styrker DBU

Aftalen omfatter tillige samarbejde omkring markedsføring og events, royalties for salg af fodboldudstyr med DBUs logo i detailhandelen samt et årligt kontant beløb, som i lighed med den nuværende aftale med Hummel, der udløber 30. juni næste år, efter ønske fra Adidas dog ikke vil blive oplyst.

 

Adidas blev grundlagt i 1920, og etablerede sig i Danmark tilbage i 1956. Virksomheden har lignende aftaler med nogle af de mest fremtrædende fodboldforbund på verdensplan, herunder det franske, spanske, tyske og argentinske. Derudover har virksomheden aftaler med DBUs internationale paraplyorganisationer det europæiske fodboldforbund, UEFA, og det internationale fodboldforbund, FIFA, for så vidt angår UEFAs klubturneringer og de to forbunds slutrunder for landshold.

 

På klubsiden har Adidas sponsoraftaler med nogle af de førende europæiske klubber, blandt andet Real Madrid, AC Milan og Bayern München. Herhjemme spiller SAS Ligaklubberne AaB og Brøndby i Adidas.

 

Aftalen med Adidas omfatter derimod ikke fodbolde, idet DBU har en aftale med Select om levering af bolde.

 

Nike og Puma var de øvrige to sportsbeklædningsfirmaer, der afgav tilbud til DBU forud for bruddet med Hummel i 2004.

 
Så meget beklædning bruger A-landsholdet (pr. år hvis ikke andet er angivet):

  • 2 sæt spillertøj per kamp (trøje, shorts, strømper)
  • 250 sæt træningstøj (t-shirts, shorts, strømper)
  • 160 stk træningsdragter (overdel og lange bukser)
  • 120 stk sweatshirts (bla. til opvarmning)
  • 80 stk overtræksveste
  • 50 stk paradedragter per 5. kamp (spillere, trænere, ledere)
  • 40 stk sommerjakker
  • 40 stk vinterjakker
  • 35 stk vinterbukser
  • 120 sæt regntøj (overdel og lange bukser)
  • 120 sæt fritidsdragter
  • 150 stk fritidsshorts
  • 150 stk polo t-shirts
  •  

    Dertil kommer ekstra leverancer til en trup bestående af 22 spillere og 22 trænere, sundhedssektor-personale, administrativt personale, ledere og sponsorrepræsentanter ved slutrunder.